Vindebye Veirmølle

1800 – 1877

Brandtaksation, 1824, 4. august.
Vejrmølle.

Til forside

 

Taxationsprotokollen 1818 – 1848.
(s. 157-158)

No. 387,1
Anno 1824 den 4. August har undertegnede Branddirec-
teur og Taxations Mændene Niels Lehm Muurmester
og Rasmus Marcussen Tømmermester, Begge af Nakskov,
foretaget følgende Brandforsikkrings Taxation.
                 Vindebye Sogn og Bye
i.  Anders Clausens tilhørende Mølle, for saavidt
samme efter Ildebranden den 9. Nov. 1823 igien er
opbygget.                                                           Taxations-      Forsikr.
                                                                              sum             sum
                                                                          Rbd. Sedler    Rbd. Sølv
 Taxeret for                                                           1400              1180
 
                                               Summa                1400              1180

Datum ut Supra  

N. Lehm      R. Marcussen                J. Heerfordt

 

 

Bemærkninger:
Bestemmelserne for udbetaling af erstatning sagde, at en ny bygning skulle opføres på samme sted - mindre afvigelser tillodes dog - og tjene samme formål, samt at den skulle være af samme værdi som den nedbrændte. Dette skulle bevises ved en taksationsforretning senest to år efter at erstatningen var udbetalt. Baggrunden for at en bygning skulle genopføres på samme sted, kan hænge sammen med de mange udflytninger af gårde fra landsbyerne til de udskiftede jorder, der fandt sted i disse år. Myndighederne kan have næret frygt for, at mange bygninger, der stod foran udflytning, ellers ganske pludselig ville nedbrænde.
 

Efter at en brandskade var vurderet og brandforhøret afsluttet, stillede Danske Kancelli i København erstatningsbeløbet til  rådighed for amtmanden. Han kunne så udbetale erstatningen til den brandlidte, når en taksationsforretning havde godtgjort, at der var sket en udbedring af brandskaden, at der ved totalskade var opført en ny bygning, eller der kunne stilles kaution for, at dette ville ske. Hvis der ikke kunne stilles kaution, var amtmanden bemyndiget til at lade udbetaling ske i rater til indkøb af materialer og til arbejdsløn.
 
Det er formentlig derfor, den ufærdige mølle vurderes nu og igen både d. 29. september og 18. november. Som det fremgår af brandforhøret efter møllens brand, har møller Clausens økonomi efter hans eget udsagn været så dårlig, at han ikke havde haft råd til at vedligeholde stubmøllen. Og det har sandsynligvis heller ikke været mulig for ham at stille med en kaution. Gårdmændene, der ville have været de naturlige kautionister, kan have været skeptiske eller endog negative overfor mølleren og hans byggeri. Amtmanden har så krævet en vurdering af det hidtil udførte arbejde, før udbetaling af en rate fandt sted.
 

At møllen er under opførelse ses af, at taksationen sker for saa vidt den igen er opbygget efter branden. Udtrykket ”for saa vidt”, der anvendes i forbindelse med disse tre taksationer, skal forstås som ”i det omfang”.
 

I den rapport om møllen, den daværende Planstyrelse fik udarbejdet i 1987, står i det bygningshistoriske afsnit bl.a.: 'Flere oplysninger peger på, at møllen skulle være fragtet fra Langeland og genopstillet. Flere bygningsspor bekræfter, at møllen er flyttet. (...)
Vindeby mølle er karakteristisk ved brugen af svært egetømmer, hvilket peger på trærige egne (godser?). Tømmersamlinger specielt ved krøjeværket peger på syddansk eller nordtysk møllebyggertradition.'

Da det så efterfølgende kom frem, at der i brandtaksationen fra 1872 står, at møllen er over 100 år gammel, måtte konklusionen naturligvis blive, at der altså ikke kunne være tale om den mølle, der blev opført i 1824-25, men at det måtte være omkring 1872 at møllen var flyttet fra Langeland til Vindeby. Udsagnet om at møllen i 1872 var over 100 år gammel, vil blive behandlet nærmere under brandtaksationen fra det år.

Imidlertid foretog Nationalmuseets dendrokronologiske Laboratorium i 2005 en undersøgelse af boreprøver fra træet i møllen med henblik på en årringsdatering. 18 prøver af møllens ”skelet”, dvs. højben, skråstivere og skråbånd samt bjælker mellem højbenene, alt sammen egetræ, blev undersøgt. Det blev beregnet, at træerne, som de 17 af prøverne kommer fra, er fældet ca. 1824. Den sidste prøve, der er udtaget fra hvad der betegnes som en reparation i møllen, er fra et træ, der er fældet ca. 1835.

I et informationsskrift med generelle oplysninger om dendrokronologiske undersøgelser siges det, at ”alle undersøgelser viser, at under normale omstændigheder blev træet anvendt kort tid efter fældningen.” Det peger jo unægtelig på, at den mølle, der blev opført i 1824/25, er den mølle, der står der i dag. Der vil i forbindelse med taksationerne d. 29.9. 1824 og d. 15.9. 1825 blive omtalt andre forhold, som også peger på, at det er samme mølle, der har stået på stedet siden 1824.

At der er en forbindelse fra Vindeby mølle til Langeland fremgår af skødet af 17. december 1824. Heri står at Anders Clausen har fået møllen 'overleveret af Møllebygger Schnohr paa Langeland'.

Claus Hendrik Schnohr var født 1764 i Glückstadt i Holsten. Som ung kom han til Langeland, hvor han 1790 - 91 byggede øens første hollandske mølle. I 1795 byggede han lige uden for Rudkøbing Vestre Hine mølle, som han selv drev frem til 1842. Ved siden af møllergerningen byggede han flere møller rundt om på Langeland.

At møllebygger Schnohr kom fra Holsten, hvor han havde lært faget, bekræfter således udsagnet i Planstyrelsens rapport om at 'Tømmersamlinger specielt ved krøjeværket peger på syddansk eller nordtysk møllebyggertradition.'

I en artikel 'Noget om at flytte møller' bragt i tidsskiftet 'Møllen' skriver møllebygger John Jensen bl.a.:
'Møllerne var som regel blevet bygget på møllebyggerens værksted/afbindingsplads, hvorefter delene var transporteret til det sted, hvor de skulle opsættes. Møllerne var altså fra begyndelsen skabt, så de var nemme at flytte. Møllebyggeren kom med en 5-6 svende og hyrede lokale håndværkere i det omfang, der var brug for dem under opførelsen af møllen.'

Dette underbygger den mundtlige tradition om at møllen skulle være flyttet fra Langeland til Vindeby. Schnohr kan meget vel have fremstillet større eller mindre dele af møllen på sit værksted på Langeland og derefter fået dem transporteret til Lolland.
Overleveringen har så i tidens løb fået indbygget den fejlagtige opfattelse, at møllen oprindelig havde været opstillet og fungeret på Langeland.

Anders Clausen kan have fået forbindelse med Schnohr, da den tidligere nævnte Rise mølle ved Sandby blev opført i efteråret 1823. Nogle breve i amtmandens arkiv tyder nemlig på at Schnohr også har haft med denne mølle at gøre. Mølleren på Rise mølle, Hans Christoffer Hansen, sendte d. 8. og 28. oktober samt 22. november bønskrivelser til stiftamtmand v. Jessen om at måtte opnå 'Beneficium pampertatis', dvs. fri proces p.gr.a. fattigdom, og 'frie Procurator' (sagfører/ advokat) i den retssag, 'Møllebygger Schnor paa Langeland' havde anlagt mod ham. Ifølge brevet af 22. november var sagen berammet til d. 30. november, men er tilsyneladende opgivet, da retsprotokollen ikke oplyser noget om en retssag mellem de to. Det har sikkert drejet sig om et økonomisk mellemværende, og selv om sagen først anlægges et år efter Rise mølle var bygget, må det være nærliggende at antage, at den har haft noget med møllen at gøre.

At Anders Clausen og formentlig også hans kollega, Hans Christoffer Hansen, har hentet en møllebygger på Langeland, hænger sandsynligvis sammen med at ingen lokale på dette tidspunkt har behersket ,den hollandske byggeskik'.