Vindebye Veirmølle
1800 – 1877
Brandtaksation, 1845, 3. april.
Møllehuse og vejrmølle.

Til forside

Taxationsprotokol 1818 – 1848.
(s. 423- 424)

1845, den 3 April, er af undertegnede Branddirecteur med
Taxationsmænd. Muurmester Petersen og Malermester (L). Benzon,
begge af Marieboe, foretaget følgende Taxation til Omforsikring:
(…)

Vindebye Sogn og Bye.
731
Møllen, som hidtil var asureret under Hoved No. 33 B. No. 50 – 51
for 4760 rbd tilhørende Hr. Raahauge, befandtes nu
saaledes:
a.
Stuehuset i Øst og Vest, 10 Fag langt, 13 Alen bredt, Eege
Under og Fyrre Overtømmer, murede Vægge med
brændte Steen, Loft, Fjællegulv og Straatag, indrettet
til 2 Stuer, 4 Kamre, Kjøkken med Skorsteen, Bryg-
gers med Skorsteen og Bagerovn, 2 Borgerstuer, med
Døre og Vinduer med Beslag, malede og (???) Væg-
ge, ligeledes Loft og Døre, taxeret á Faget til 110 rbd            1100   1100
b.
Det østre Huus, 8 Fag, clinede Vægge, ellers samme
Slags Materialier til: Stald, Skjæreloe og Brændehuus
med Porte og Døre, á 30 rbd                                                  240     240
c.
Det søndre Huus, 10 Fag Leerbygning, forskjelligt
Overtømmer og Straatag til 2 Lader og Tærskeloe
med Porte og Døre, á 20 rdl.                                                   200      200
d.
Den hollandske Veirmølle, 6 Lofter høi, bygget af
Eegetømmer, Kampesteens Grundmuur med 3 Qværne,
2 Sigteværker og Grynværk, med Tilbygninger i
Syd og Nord til Karlekammer og Materielhuus,
2(6) Alen høi, aattekantet, 15½ Alen i Diameter, med
alle staaende og løbende Redskaber, i særdeles god
og forsvarlig Stand, taxeret i alt for                                        500      5500
                                                                        i alt                          7040
Forsvarlig mod Ildsvaade, de befalede Brandredskaber
befandtes tilstede og (var den) forhen asureret som anført.

Benzon                     Knap            (?) Petersen

 

Bemærkninger:
Fra oprettelsen i år 1800 af branddirektørembederne var der tillagt disse en række opgaver, men i takt med at flere og flere lod deres ejendomme brandforsikre, blev det efterhånden nærmest umuligt for direktørerne at overkomme arbejdet.

Myndighederne var klar over problemet, og i 1827 foreslog en kommission som en løsning at gøre distrikterne mindre. Forslaget blev imidlertid ikke gennemført, sandsynligvis fordi det ville medføre en yderligere stigning i brandforsikrings-kontingentet, der som tidligere nævnt var blevet fordoblet samme år.

I 1835 fremsendte De rådgivende Stænderforsamlinger i Roskilde og Viborg et andragende til kongen om at herredsfogederne, dvs. den lokale politi- og dommermyndighed, overtog branddirektørernes arbejde. En gennemførelse ville være udgiftsneutral, men da hverken herredsfogederne, amtmændene eller regeringen kunne tilslutte sig forslaget, faldt det.

Først i 1857 blev branddirektørernes arbejde omlagt, og det ser ud til, at de fra da af havde den fornødne tid til at løse deres opgaver.

Denne mandag d. 3. april 1845 nåede branddirektør Knap, der fungerede i perioden 1831 - 1841, og hans to taksationsmænd alene i Nørre Herred at besigtige og vurderet 2 mindre bygninger, en alm. gård, en stor gård (Adamsgave ved Branderslev) samt 4 møller, herunder  møllehusene to af stederne. De er sandsynligvis startet fra Maribo - Knap boede i Skelstrup nordøst for byen - tidligt om morgenen og er vel også vendt tilbage dertil efter at have tilbagelagt 70 – 80 km. ad mere eller mindre gode veje. Travlhed kan således være  årsag til den relativt kortfattede og lidt sjusket skrevne optegnelse i taksationsprotokollen af Vindeby møllehuse og mølle.

Som det fremgår, angives stadig både seddelværdien og sølvværdien, selvom de nu er i pari.

De 4.760 rbd., der er anført som det hidtidige forsikringsbeløb, må være summen af vurderingen af møllehusene i 1823 (1.000 rbd.) og møllen i 1825 (3.760 rbd.). Der er da heller ikke i protokollen fundet noget om, at der skulle være sket en omvurdering i perioden 1825 – 1845.

Møllehusene:
En sammenligning med taksationen d. 11. november 1823 viser, at hvad angår stuehuset, der nu er på 10 fag,  er der sket nogle ændringer, men om et nybygget hus er der efter min opfattelse ikke tale. Ved takseringen d. 30. juli 1863 skrives der om stuehuset, der da er på 12 fag, at 'de 10 østre Fag er gammelt, men godt vedligeholdt...'.Hvis disse fag var fra 1845, ville de næppe blive betegnet som gamle. Der er efter al sandsynlighed tale om det hus, der blev bygget efter branden i 1817, i hvert fald for de 9 fags vedkommende, for det er klart, at der her i 1845 er tilføjet et fag - mod vest. Antagelig har der også fundet en istandsættelse af huset sted, da takseringen er steget fra 80 rbd. sølv i 1823 til nu 110 pr. fag.

Det østre hus må også være det, der blev bygget efter branden, men anvendelsen er ændret. Nedsættelsen af takseringen pr. fag fra 40 rbd. sølv i 1823 til nu 30 tyder på at bygningen er i forfald.

Det søndre hus er derimod nyt. Det betegnes som en lerbygning. Det var en bygningsmåde, der var kommet til landet kort før århundredeskiftet. Væggene i disse huse er normalt 50 – 60 cm tykke og består af en blanding af ler, grus og hakket halm, der stampes hårdt, ofte i flyttelige formkasser af træ. Lerstampede huse, som de ofte betegnes, må ikke forveksles med lerklinede. Fordelen var, at materialerne normalt var gratis, og at der ikke skulle bruges undertømmer. I det nærliggende Horslunde findes en sådan lerstampet bygning bevaret. Det er det såkaldte ’Reventlow-asyl’, der ligger mellem kirken og præstegården. Ligeledes er Langesø skole, der er genopført på Frilandsmuseet i Maribo, lerstampet.

Sidebygningerne til 'Karlekammer og Materielhus' må være nye, da de ikke er omtalt tidligere. Som nævnt (under 24. sept. 1824) var det Planstyrelsens teori, at anbringelsen af gennemkørslen i møllens side måske skyldtes ønsket om at kunne opføre de to sidebygninger. Forholdet er imidlertid det omvendte, nemlig at gennemkørslen var bestemmende for bygningernes placering.

Møllen:
Vedr. møllen er der ikke nævnt noget om et stampeværk, og det må derfor antages at det er fjernet. Til gengæld ser det ud til at der er blevet plads til yderligere et sigteværk og et grynværk.

Møllen opgives nu til, hvad der synes at være 26 eller 28 alen høj mod 19 alen i 1825. Aflæsningen i protokollen af sidste ciffer i højdeangivelsen er imidlertid lidt usikker. Det ser ud som om tallet er forsøgt rettet, uden det kan afgøres fra hvad og til hvad. Imidlertid svarer de 26 alen til 16,3 m, som jo passer godt med møllens totale højde.
 

 
 

      
       26, 28 eller 2? Alen høi ? - forstørret udsnit af protokollen.
 

 
 

Der er dog næppe tale om at møllen er gjort 7 alen eller 4,4 m højere, selv om det nu anføres i taksationen at den har en grundmur. Det forekommer ikke sandsynligt at man har givet sig i kast med at opføre en over 4 høj mur af kampesten. Grundmuren udgjorde sikkert dengang som i dag de nederste ca. 60 cm af vestvæggen i undermøllen. Indvendig er den i dag skjult af en bræddebeklædning.
.

 
 




Det nederste af møllen mod vest. I 1825 betegnet: 'Foed', i 1845: 'Grundmuur' og i 1872: 'Fundament'. Men måske blot tre forskellige udtryk for det samme. (foto 2007. jec)
 

 
 

At det nu oplyses at møllen har 6 lofter, kan skyldes sjusk, eller at branddirektøren har anvendt ordet loft synonymt med etage, idet han har medregnet såvel hatloftet som  - må det antages - et nyindrettet rum  i undermøllen, hvor før stampeværket var placeret.  Dette rum har sikkert som i dag været forsynet med gulv

Der er ikke noteret noget om, hvordan møllen er beklædt. Det er min vurdering at den stadig var stråtækt, og at det først er i forbindelse med hovedreparationen i 1872 at den blev beklædt med spån fra omgangen og op. Den nederste del af møllen var da stadig tækket med strå.

Det fremgår af Planstyrelsens rapport at møllen på et tidspunkt har været skilt ad, idet flere af krydsbåndene ikke er placeret i de originale taphuller. Der synes umiddelbart at kunne være tre årsager til at skille en mølle ad og samle den igen: 1) Møllen skal flyttes til et andet sted. 2) Der er råd eller lignende i møllens højben. 3) Der er noget galt med møllens fundament.
 
Hvad angår Vindeby mølle, kan de to første  muligheder med stor sikkerhed udelukkes. Tilbage er så problemer med fundamentet af kampesten. Det  kan være sunket, og/eller vibrationer fra stampeværket kan have forårsaget så store revnedannelser mellem stenene at en reparation har været påkrævet. Dette kan så igen have været årsagen til at stampeværket blev opgivet og fjernet fra møllen.

Desværre siger taksationen ikke noget om møllens beliggenhed i forhold til stuehuset, og det kan derfor ikke udelukkes at man i forbindelse med en evt. adskillelse af møllen har ændret dens placering på grunden. For at gøre reparationstiden så kort som muligt, kan der være bygget et nyt fundament før nedtagningen af møllen.

I 1825 er det anført at møllen 'er beliggende Vesten for Møller-Huuset'. Et evt. nyt fundament kan så være placeret sydvest for boligen, og da denne i 1863 blev forlænget med to fag mod vest, kom møllen til at ligge syd for, som det fremtræder i dag.

Imidlertid siger taksationen fra 1872 at møllen har 'gennemgaaet en Hovedreparation'. Adskillelsen af møllen kan naturligvis også være sket her, men igen må årsagen sandsynligvis søges i fundamentet.