Vindebye Veirmølle
Træk af møllens historie
1763 - 2005.

Til forside

 

 

Oplysningerne om møllen før 1800 og efter 1877 er dels hentet på møllelaugets hjemmeside og dels i Ravnsborg lokalhistoriske Arkiv. De er ikke søgt verificeret.

Perioden 1800 – 1877 er et sammendrag af de informationer, der findes i denne hjemmesides øvrige afsnit.

Perioden 1763 - 87.
Der har formentlig eksisteret en mølle ved Vindeby gennem længere tid, men første gang den er fundet omtalt er i 1763, da møller Anders Olsen sælger en mølle i Vindeby Mark til Peter Beyerholm. Denne har åbenbart kun haft den i få år, for i 1768 hedder mølleren Jonas Johansen, og han har tilsyneladende manglet kapital, for han udsteder en obligation på 400 rigsdaler til den lokale sognepræst, Johan Suhr, der får pant i mølle, møllehus og løsøre.

I 1780 sælger Niels Clausen til Peder Jørgensen Tærning.


Frederik Jørgensen skriver i sine erindringer (se afsnittet ’Kilder’), at i 1786 eller 1787 blev møllehusene flyttet ud til møllen. Den har altså indtil da stået i ensom majestæt på marken vest for landsbyen. Forudsat Frederik Jørgensen husker rigtigt, må det mest sandsynlige årstal være 1787, da han andetsteds skriver at udskiftningen af jorderne i Vindeby fandt sted i perioden 1787 – 89. Og det er næppe tænkeligt at møllens jorde skulle være udskiftet tidligere end de øvrige ejendommes. At møllens jorde er udskiftet, fremgår af skøderne fra 1811 og 1824.

Udflytningen må være foretaget af Frantz Brock, da han i forbindelse med brandtaksationen i 1800 betegnes som ’Udflytter’.

De første brandtaksationer.
År 1800 brandforsikres stedet for første gang, og dermed har vi den tidligste beskrivelse af møllehusene og møllen. Stuehuset lå – som i dag – med facaden mod syd. Det havde lerklinede vægge og var stråtækt. Mod vest lå en bygning, der rummede lo, lade og hestestald. Beskrivelsen af møllen er meget kortfattet. Det oplyses at dens ’skelet’ og fod var af eg og at den var beklædt med fyrrebrædder. At foden var af eg peger på at der var tale om en stubmølle, hvilket bekræftes af senere taksationer. Endelig får vi at vide at den indeholdt en enkelt kværn.

Mellem 1800 og 1811 har Frantz Brock solgt møllestedet til Niels Poulsen, der igen i marts 1811 solgte til Anders Clausen. Købsprisen på 4.000 rigsdaler (rd.) finansierede Anders Clausen ved lån gennem udstedelse af to obligationer, én på 1.400 rd. til ’velædle Hr. Bæck paa Liedenlund ved Nachschou’, og én på 2.600 til sælger, ’velagte Niels Pouelsen i Vindebye’. Det fremgår af skødet at der til møllestedet hørte 12 tdr. land agre og eng samt en skovpart i Vindeby skov.

I 1812 vurderedes møllestedet igen ’efter anmeldt Forbedring’. Det kan ikke med sikkerhed afgøres, om forbedringerne er foretaget af Niels Poulsen eller af Anders Clausen, evt. af dem begge, og at anmeldelse om det derfor først skete, da det hele var færdigt ca. 1½ år efter ejerskiftet.

En sammenligning med vurderingen i 1800 viser, at der må være sket en renovering af stuehuset, idet der nu er bræddegulve i hele huset, og de to vindovne er blevet erstattet af en bilæggerovn. Vurderingen steg fra 430 rd. til 800 eller med 86 %.

Det kan ikke ud fra taksationsprotokollen ses at der er sket nogen ændringer med det vestre hus, men alligevel steg vurderingen fra 240 til 640 rd. eller med 167 %.

Det er imidlertid møllen, der var udsat for den kraftigste stigning i vurderingen, nemlig fra 800  til 2.500 rd., eller 212 %. Hvilke forbedringer der er sket på møllen kan ikke afgøres, da beskrivelsen i protokollen i 1800 som nævnt er meget kortfattet.

Den store stigning i vurderingen af det vestre hus og især af møllen må i væsentlig grad tillægges den inflation, der var en følge af Danmarks deltagelse i krigen mellem Frankrig og England (1807 – 14). I et forsøg på at dæmme op for  inflationen gennemførte regeringen i januar 1813, mindre end fire måneder efter denne taksation, en pengereform, der ofte ses betegnet som ’statsbankerotten’. Der blev nu indført en ny pengeenhed, rigsbankdaleren (rbd.), hvis værdi blev sat i et vist forhold til rigsdaleren. Når en ejendom eller en del af den herefter blev om- eller nyvurderet, skete der samtidig en omregning af de tidligere forsikringssummer til rbd. Reformen fik dog ikke umiddelbart dæmpet inflationen.

1817: Møllehusene brænder ned.

Den 28. oktober 1817 nedbrændte møllehusene, men møllen gik fri. De nærmere omstændigheder ved branden er ikke forsøgt klarlagt her, men ifølge Frederik Jørgensen sad en person arresteret i et halvt år, mistænkt for brandstiftelse, men den pågældende blev løsladt uden at have tilstået noget.

I slutningen af juli året efter var møllehusene genopbyggede. Stuehusets vægge var nu af mursten, mens de på landbrugsbygningen, der var blevet lagt mod øst, atter var lerklinede.
Møller Clausen var åbenbart kommet til penge, for samtidig med genopbygningen af husene, blev stubmøllen renoveret totalt og gjort både højere, længere og bredere. Den havde stadig kun en enkelt kværn, der dog var blevet forsynet med nye sten.

Møllen vurderedes til 3.500 rbd., og dette blev af afgørende betydning i møllens historie. Kort tid efter denne taksationsforretning begyndte der for alvor at komme styr på landets pengevæsen, og inflationen blev vendt til deflation med stærkt faldende priser og lønninger. Pristallet på fødevarer faldt således fra et beregnet indeks på 1995 i 1817 til 493 i 1824, det år da møllen blev genopført efter branden i 1823. Tilsvarende faldt timelønnen for en odenseansk arbejdsmand fra 192 rigsbankskilling (= 2 rbd.) i 1817 til 24 skilling i 1824.

Da der ikke samtidig skete en tilpasning af forsikringssummerne, kom ejendomme, der var blevet vurderet i inflationsperioden, til at fremstå som endog meget overforsikrede, således også Vindeby mølle. Myndighederne var klar over problemet, også fordi der opstod unormalt mange brande, og man overvejede forskellige forslag til en regulering, men opgav i første omgang at løse det, og først fra 1837 tog man fat på en tvungen omvurdering.

1823: Møllen brænder.
Kort før midnat den 9. november 1823 nedbrændte møllen. Ved den 'undersøgelsesforretning' der blev afholdt den 11. forklarede møllersvend Christopher Bredfeldt, at han havde været ved at male korn, da spilbjælken gik løs. Denne kan nærmest sammenlignes med en gearstang, og det var ved hjælp af den, kværnen blev koblet til eller fra det store hattehjul. Han havde straks forsøgt at bremse vingerne, men uden den modstand kværnen ydede, kunne persen alene ikke stoppe dem i den stærke blæst. Han ville derfor dreje møllen væk fra vinden, men på vej ned ad trappen faldt han til jorden og slog sig bevidstløs. Da han vågnede, fik han slået alarm ved at krybe hen til møllehuset. På det tidspunkt var ilden allerede gået gennem taget på møllen.

Den 18. november blev der afholdt 'brandforhør' i herredsretten i Nakskov. Her fremførte møllersvend Bredfeldt at han flere gange havde sagt til møller Clausen at møllen trængte til at blive repareret, så der med sikkerhed kunne males på den. Men der var intet foretaget. Clausen ville ikke benægte at Bredfeldt havde sagt noget sådant til ham, men at han ikke erindrede det. Han var godt klar over at møllen var ’i maadelig Tilstand’, men da han ikke var uddannet møller, kunne han ikke bedømme om den var brugbar eller ikke. Endelig erklærede han at han ’i den senere Tid ikke havde havt Raad eller Evne til at koste noget paa den’.

Da der ikke var nogen vidner til Bredfeldts udtalelser til Clausen om møllens tilstand, stod påstand mod påstand, og herredsfogeden har opgivet at komme videre med dette spørgsmål.

Til gengæld var han meget interesseret i at få klarlagt, hvor Anders Clausen befandt sig, da branden opstod. Han var [tilfældigvis?] ikke hjemme, men havde besøgt en bror i Ravnsholt (ca. 10 km. fra Vindeby) for at tale med denne om en obligation, som en anden bror lå inde med. At han ikke havde været hjemme, blev bekræftet af hans kone og af møllersvenden.

Branden påsat?
Når jeg skriver at Anders Clausen tilfældigvis? ikke var hjemme, hænger det sammen med at jeg ikke kan frigøre mig fra den tanke, at han har vidst, hvordan branden var opstået, idet han måske selv havde foranstaltet den.

Han havde et klart motiv: Han var ejer af en overforsikret mølle, der var i stærkt forfald, og som han ikke havde råd til at istandsætte - ikke engang vedligeholde. I en sådan situation skal der næsten overmenneskelig styrke til at modstå fristelsen til at få ’skidtet’ til at gå op i luer. Det er formentlig samme tankegang herredsfogeden er inde på, når han ønsker at få rede på, hvor Anders Clausen opholdt sig den 9. november om aftenen.

Clausens forklaring om at han ikke var uddannet møller og derfor ikke kunne bedømme møllens tilstand, lyder ikke sandsynlig. Han havde været ejer af møllen i godt 12 år, og så kompliceret indrettet er en stubmølle trods alt ikke. Han har formentlig været fuldt ud klar over at hvis spilbjælken gik løs, mens møllen kørte, ville den sandsynligvis ikke være til at redde.

Jeg forestiller mig at han måske har bemærket at spilbjælken kunne gå løs, hvad øjeblik det skulle være, måske oven i købet hjulpet 'uheldet' lidt på vej og så sørget for at være ude af huset, når møllen skulle køre, så hans alibi var sikret. Og han kunne være ret sikker på at eventuelle beviser mod ham ville blive tilintetgjort af flammerne. Tilbage var så bare at fremstå i retten som lidt ynkelig og uvidende. – Det er naturligvis en hård anklage, og jeg kan jo intet bevise. Men jeg mener absolut, det ikke forekommer usandsynligt.

Erstatning kan udbetales.
I herredsretten sluttede sagen med dette ene forhør af de relevante vidner, og den blev sendt videre til amtmanden, der igen sendte den til Danske Kancelli i København med henblik på udbetaling af erstatningssummen. Anders Clausen kunne begynde at planlægge opførelsen af en ny mølle i Vindeby. Han kunne til byggeriet råde over 3.476 rbd., idet værdien af de sørgelige rester af møllen blev takseret til 24 rbd. Men som det vil fremgå, kom han ikke til at opleve at være ejer af den nye, færdigbyggede mølle.

En sammenligning med to andre møller, der på nogenlunde samme tid blev bygget i Lollands Nørre Herred, viser at det var et betydeligt beløb Anders Clausen kunne disponere over. I juni 1823 brændte Rise stubmølle i Sandby sogn. Den var forsikret for 2.000 rbd. Sidst i november samme år stod en ny, hollandsk mølle færdig, bygget af eg og tækket med strå, tre lofter høj, med sigteværk og tre kværne. Den blev også takseret til 2.000 rbd.

I 1826 brændte Ravnsby stubmølle ved Birket. Den var forsikret for 970 rbd. I 1826 var en ny, også hollandsk, mølle færdig. Den var af eg, udvendig beklædt med fyrrebrædder og med stråtækt hat. Den var fire lofter høj, havde sigteværk og mindst to kværne. Den blev takseret til 1.650 rbd.

For at få udbetalt den fulde erstatning ved en total brandskade, skulle tre betingelser være opfyldt: Den nye bygning skulle tjene samme formål, som den nedbrændte, den skulle ligge samme sted, og den skulle være af mindst samme værdi. Det sidste skal forstås på den måde, at hvis møller Clausen f.eks. valgte at bygge en mølle som Rise mølle til 2.000 rbd., ville han ikke få udbetalt differencen, knap 1.500 rbd, og kunne anvende dem til andet formål.

Hollandsk mølle med stampeværk.
Naturligvis valgte Anders Clausen at bygge en hollandsk mølle, den relativt nye mølletype i Danmark, der overalt erstattede stubmøllerne, når disse gik til. Men han besluttede også at den skulle indeholde noget så usædvanligt som et stampeværk. Stampeværker ses hyppigt i forbindelse med vandmøller, da man i dem umiddelbart kan montere knasterne, der skal løfte stamperne, på den vandretliggende aksel fra møllehjulet. I vindmøller ses de langt sjældnere, da transmitteringen af energien fra møllevingerne til stampeværket i bunden af møllen er mere kompliceret.
 
Værkerne blev anvendt til stampning af bl.a. tøj, læder og papir samt til knusning af dyreknogler, der blev brugt til gødning og fodertilskud til dyrene. Det må være det sidste, der har været formålet med stampeværket i Vindeby mølle.

På to områder kom værket til at sætte sit markante præg på møllen: Anvendelse af meget svært tømmer af eg, der var påkrævet for at modstå de kraftige rystelser, stampningen ville give – og gennemkørslens placering i møllens side. Det sidste har været nødvendigt for at få plads til stampeværket.

Møllebygger fra Langeland.
Til at bygge møllen hentede Anders Clausen møllebygger Schnohr fra Langeland, sandsynligvis fordi ingen af de lokale møllebyggere endnu beherskede teknikken med at bygge en hollandsk mølle og slet ikke en med stampeværk.

Claus Hendrik Schnohr var født 1764 i Glückstadt i Holsten. Som ung kom han til Langeland, hvor han 1790 - 91 byggede øens første hollandske mølle. I 1795 byggede han lige uden for Rudkøbing Vestre Hine mølle, som han selv drev frem til 1842. Ved siden af møllergerningen byggede han flere møller rundt om på Langeland.

Nogle skrivelser i amtmandens arkiv peger på at Schnohr også byggede den før nævnte Rise mølle i 1823, og det må antages at det er i den forbindelse, at møller Clausen er blevet opmærksom på ham.

Det havde taget ca. fire måneder at bygge Rise mølle, men hvis Anders Clausen havde regnet med at det ville gå nogenlunde lige så stærkt med at få bygget hans mølle, er han blevet skuffet. Det kan ses af brandtaksationerne at byggeriet er i gang i august 1824, men vi skal helt frem til september 1825 før den afsluttende vurdering af møllen finder sted, og først da kan den betragtes som helt  færdigbygget. Den beskrives da som værende 5 lofter høj, tækket med strå og med fundament af kampesten. Foruden stampeværk indeholder den tre kværne og et sigteværk.

1824: Møllen sælges.
Den lange byggetid kan kun have forværret møller Clausens i forvejen anstrengte økonomi, og det må være derfor, han solgte møllestedet, endnu før møllen var færdigbygget. Den 17. december 1824 underskrev han skødet, hvorved den overgik til købmand Niels Raahauge mod at denne overtog gælden i møllen, der kan beregnes til ca. 2.350 rbd, hvilket kun udgjorde omkring halvdelen af møllens, møllehusenes og jordens samlede værdi.

Det afgørende for fastsættelsen af prisen har imidlertid været det afkast af den investerede kapital, møllen og jorden kunne forventes at give. Hertil kommer at møllen som nævnt ikke var færdigbygget.

Anders Clausen og hans kone, Kirsten Hansdatter, forlod Vindeby, tilsyneladende som ruinerede, for i folketællingen fra 1834, hvor de er bosiddende i Birket sogn, er han opført som daglejer, og da han dør i 1858, betegnes han i kirkebogen som indsidder og fattiglem.

1845: Møllen skilt ad?
I de næste knap 20 år blev der tilsyneladende ikke foretaget bygningsændringer, i hvert fald ikke af større omfang. Men i 1845 blev stedet omforsikret, og det fremgår af taksationsprotokollen at stuehuset var blevet forlænget med et fag mod vest.

Det østre hus skete der ikke noget med i det ydre, men anvendelsen af det ændredes en smule: Det, der i 1818 var lade, indrettedes til brændehus.

Der er imidlertid kommet en ny bygning til, ’det søndre Huus’. Det må have ligget på landevejens modsatte side, da der i en taksation i 1869 anføres at bygningen ligger 35 alen, svarende til 22 m, fra det østre hus. Det nye hus indeholdt to lader og en tærskelo.

Da stampeværket ikke nævnes i forbindelse med møllen, er det formentlig fjernet. Det ser ud til at der i stedet er blevet plads til endnu et sigteværk og et grynværk. Endvidere er der kommet tilbygninger til møllen mod syd og nord til materielhus og karlekammer.

Det fremgår af den rapport, den daværende Planstyrelsen fik udarbejdet i 1987 i forbindelse med møllens restaurering, at møllen på et tidspunkt har været skilt ad, idet flere af krydsbåndene ikke er placeret i de originale taphuller.

Der synes at kunne være tre årsager til at skille en mølle ad og samle den igen: 1) Møllen skal flyttes til et andet sted. 2) Der er råd eller lignende i møllens højben. 3) Der er noget galt med møllens fundament.

Hvad angår Vindeby mølle, kan de to første muligheder med stor sikkerhed udelukkes. Tilbage er så problemer med fundamentet af kampesten. Det kan være sunket, og/eller vibrationer fra stampeværket kan have forårsaget så store revnedannelser mellem stenene at en reparation har været påkrævet. Dette kan så igen have været årsagen til at stampeværket blev opgivet og fjernet fra møllen.
Imidlertid siger taksationen fra 1872 at møllen har 'gennemgaaet en Hovedreparation'. Adskillelsen af møllen kan naturligvis også være sket her, men igen må årsagen sandsynligvis søges i fundamentet.

Udvidelser af møllehusene 1863-69.
I 1856 døde møller Niels Raahauge, men enken – i taksationerne benævnt ’Enkemadame Raahauge – stod som ejer til 1869, da den overgik til sønnen Ferdinand Raahauge. I den tid hun var ejer, blev stuehuset udvidet og ombygget to gange. Første gang i 1863, hvor der blev tilføjet to fag mod vest. Samtidig blev det gjort muligt via en mellembygning at komme direkte fra stuehuset til møllen.

To år senere er det så blevet besluttet, sikkert med Ferdinand Raahauge som den drivende kraft, at forlænge huset mod øst med 4 fag, eller 10½ alen, svarende til bredden af det østre hus. Dette blev samtidig forlænget mod nord med et enkelt fag, og de to huse var nu sammenbyggede. Det nye og de tre tilstødende fag i det østre hus var indrettet til gang, pigekammer og to stuer, sandsynligvis til aftægtsbolig for enkemadame Raahauge.

Der var dermed skabt det i dag eksisterende trefløjede bygningsanlæg.

Ferdinand Raahauge, der blev møller i 1869, er i folketællingen i 1855 opført som gårdejer i Tjørneby i nabosognet Utterslev. I forbindelse med overtagelsen af møllen, flyttede han sin landbrugsproduktion, eller dele af den, med til møllen. Det søndre hus blev udvidet med to fag, og øst for dette opførtes en bygning på syv fag til hestestald og kostald med stenkrybber. Vest for blev der lagt yderligere en bygning, også på syv fag, til vognremise, svinestald, hønsehus og andehus.

Møllen hovedrepareret – men ikke over 100 år gammel!
I en brandtaksation fra juli 1872 bemærkes at møllen har ’undergaaet en Hovedreparation’. Som tidligere nævnt er det muligvis i den forbindelse at møllen er blevet skilt ad og samlet igen. Det kan ikke afgøres.

Udvendig var møllen fra omgangen og op, inkl. hatten, nu beklædt med brædder og spån, medens stråtækningen bibeholdtes under omgangen. I dag er dette stykke dækket af tagpap.

Som noget nyt blev der installeret en såkaldt fransk kværn. Stenene i den bestod af den hårde stenart kvarts, hvorved det blev muligt at finmale især hvede, så det blev velegnet til bagning. Denne kværn var så absolut det mest kostbare stykke inventar.

Taksationen har den misvisende oplysning at møllen er over 100 år gammel. Det må anses for at være sjusk fra branddirektørens side og er sandsynligvis opstået, fordi han har fået blandet informationer om andre møller, der blev synet og vurderet samtidig, ind i taksationen vedr. Vindeby mølle.

Perioden 1884 – 2005.
Fra 1884 til 1905 var møllen i familien Krogstrup Petersens eje, hvorefter den overgik til Johannes Christian Rasmussen. Han fik  omkring 1920 installeret en 20 hk petroleumsmotor til at trække kværne m.m.

I 1938 solgte han den til sin møllersvend, Helge Gren, der drev den til 1993. Foruden mølleri havde han korn- og foderstofhandel.
I 1959 blæste vingerne af møllen, men samme år blev der tinglyst fredning på den.

Møller Gren overdrog i 1986 møllen til Vindeby Møllelaug med henblik på en restaurering, og i den forbindelse fik Planstyrelse året efter udarbejdet en rapport med bl.a. tilstandsbeskrivelse og restaureringsforslag.
Restaureringen kom i gang i 1989, og den 25. april 1998 kunne en fuldt funktionsdygtig mølle åbnes for besøgende.

En dendrokronologisk undersøgelse foretaget af Nationalmuseet i 2005 kunne fastslå at træet i møllens bærende dele er fældet ca. 1824.